Maia har fuld fokus på OL’22

 

Foto: Noemie Bodenstein

Maia Sørensen pakkede sit 16-årige liv sammen sidste sommer for at flytte til Oberstdorff i Tyskland og træne under Michael Huth i IceDome. Det er nemlig flere år siden, at Maia besluttede sig for, at hun ville være med til OL i 2022, og med flytningen til Oberstdorff er al fokus sat på skøjteløbet.

”Der er en stor forskel på at træne her i forhold til hjemme i Danmark”, fortæller Maia mellem træningerne over en Teams-forbindelse. ”Her træner jeg med professionelle skøjteløbere, og alle har samme fokus på træning, hviletider, ernæring og konkurrencer. Alle er gode til at passe på sig selv og har samme fokus”, siger Maia. En anden afgørende forskel er, at IceDome har tilknyttet fysioterapi, og off ice-træningen har egne trænere, der arbejder individuelt med løberne på opbygning af muskler samt forebyggende, fysisk træning. Indimellem arbejdes der også med en overvågning af puls m.m. over et døgn, hvor der hentes en række informationer om løberen, som træningen så tilpasses.

 

OL-kvalifikation
For at få en skøjteløber med til OL skal Danmark have en plads ved OL, og den tildeles ved kvalifikation til de lande, der placerer sig blandt de 24 bedste ved VM i året før. Herudover er der 6 ledige pladser, som tildeles de lande, der placerer sig bedst ved Nebelhorn Trophy i september måned – og som ikke allerede har plads ved OL.

Vi skal tilbage til 1998, hvor Danmark sidst havde en kunstskøjteløber med til OL Her tog Michael Tyllesen en flot 9. plads. Isdanserne Laurence Fournier Beaudry & Nikolaj Sørensen kvalificerede Danmark til OL i 2018, men det olympiske charter fastslog, at canadiske Laurence ikke måtte repræsentere Danmark, hvorfor de ikke deltog ved OL.

 

VM-kvalifikation
Det er Maias første år som senior, og hun skal derfor kvalificere sig selv til en plads ved VM. I år kræver det 30 i Teknisk Score (TES) i det korte program og 51 TES i det lange program. Disse point skal være opnået i en international senior konkurrence godkendt af ISU. Eftersom Corona har sat en stopper for langt de fleste konkurrencer i år, valgte ISU ekstraordinært at løberne kunne indsende en videooptagelse af deres programmer for at opnå de kvalificerende point. Samtidig blev der åbnet for, at de tre seneste sæsoner kunne give adgang og at juniorløbere, der havde planlagt at rykke op i senior, kunne kvalificere sig med de krævende point fra en ISU godkendt junior konkurrence tilbage i sæsonen 2018-2019.

 

Point jagten
Og Maia opfylder faktisk kravet i det frie program, da hun ved Junior Grand Prix i 2018 opnåede 51,73 TES. Derfor satte Maia jagten ind på de 30 TES i det korte program i de få konkurrencer, det har været muligt at deltage i. Samtidig indsendte hun en videooptagelse af sit korte program til ISU, men den opnåede desværre ikke de 30 TES. Sidste mulighed var konkurrencen Challenge Haag sidste weekend, hvor Maia kom rigtig tæt på med 28,84 TES. Men dermed lukkede muligheden for VM-deltagelsen sig for i år.

For Maia har det selvfølgelig været et ekstra pres at forsøge at opnå disse point. ”Jeg har selv pålagt mig et pres for at opnå kvalifikationen til OL, men jeg føler altid et ansvar for at gøre mit bedste, når jeg repræsenterer Danmark”, siger Maia.

Derfor er planen nu, at Maias træning skal tilrettelægges, så hun topper ved Nebelhorn Trophy i september. Her skal Maia primært kæmpe med de løbere, der repræsenterer andre lande, der også jagter OL-kvalifikationen.

 

Træningsdagen
En typisk træningsdag for Maia modsvarer en fuld arbejdsdag, og den er sammensat af forskellige træning- og restitutionsperioder. Dagen starter med morgenmad og en kop kaffe efterfulgt af en times morgentræning på is kl. ca. 7.40, mens næste træning på isen er ved 11-tiden. Dernæst følger en særlig træning med en ’longe’, hvor der arbejdes med rotationer og kropsspænding udenfor isen, efterfulgt af endnu en times træning på is ved 15-tiden.

Hver dag er der desuden off ice træning, som følger en skemalagt plan, for hvilke muskler eller områder der arbejdes på, og det er særlige off ice trænere, der styrer denne træning, når den ikke er lagt som selvtræning. Som noget nyt i ugeplanen er nu ballet to gange om ugen, som Maia også er rigtig glad for.

Træningsdagen slutter ca. ved 18-tiden, hvor Maia cykler tilbage til sin lille, hyggelige lejlighed, hun har lejet af verdensklasseløberen Carolina Kostner. Kammeratskabet med holdkammeraterne er godt, og ofte spiser de aftensmad eller spiller kort sammen. ”Jeg savner selvfølgelig min gode venner fra Herlev”, siger Maia, ”men jeg er ofte i kontakt med dem og Anni (HI-KU’s cheftræner).

 

Foto: Noah Bodenstein

Første senior sæson
Det sidste år har hele verden jo ikke været, som den plejer, men løberne i IceDome har heldigvis kunnet træne hele tiden. Det har givet masser af træning på højt niveau, og det afspejler sig tydeligt i de præstationer, som Maia har leveret i år. ”Vi ser en tydelig udvikling, fx har hun højnet niveauet på piruetterne og opnået mere sikkerhed i sine elementer. Desuden er Maia blevet langt mere moden i sine programmer ved at træne på det stærke senior niveau”, udtaler Eliteudvalget.

Men konkurrence sæsonen har været hårdt ramt, og det er kun blevet til tre konkurrencer for Maia, som ligesom alle andre internationale løbere mangler konkurrencer. ”Det er i virkeligheden der, hvor Corona for alvor har grebet ind i min dagligdag”, fortæller Maia, og fortsætter ”Vi har i stedet haft træningskonkurrencer i klubben, der er afviklet som rigtige konkurrencer med opvarmning, kjoler m.m. Michael Huth kalder dem ’Super Girl Cup’, griner Maia.

 

Tilbage til Danmark

Det er planen, at Maia vender tilbage til Danmark, når Falkonergården slår dørene op for 1G’erne efter sommerferien. ”Jeg vil prioritere skolen på linje med skøjteløbet”, siger Maia, der også glæder sig til at komme tilbage på skolebænken på en fireårig STX. Træningen i Danmark vil blive suppleret med forlængede weekender og skoleferier tilbage hos Michael Huth i Oberstdorff – og selvfølgelig med internationale konkurrencer, der gerne skal toppe med OL 2022 i Beijing til februar næste år.

 

Maia Sørensens ISU Biografi

OL 2022 Beijing

VM 2021 Stockholm

 

 

Af Mariann Vasbo

 

 

Relaterede Indlæg

En presset, men god sæson for speedskaterne

  Philip og Stefan Due Schmidt er ved at pakke rejsetaskerne efter fem ugers ophold i den Coronafrie boble i Heerenveen, der netop er kulmineret med VM. Philip har fået taget aftryk til nye skøjter, og begge er meget taknemmelige for, at det har kunnet lade sig gøre at få afviklet sæsonens største løb på […]

Vi satser på to finalepladser ved VM

  VM i Speed Skating er begyndt og varer til på søndag. Løbene afvikles alle i Heerenveen, hvor skaterne har været isoleret de sidste fem uger, og VM er kulminationen på en række konkurrencer på højeste niveau i den Corona-fri boble. Stefan og Philip Due Schmidt repræsenterer os ved VM i MassStart, hvor semifinalerne køres […]

Maia Sørensen udtaget til Landsholdet

  Maia Sørensen er i går optaget på landsholdet, og hun vil derfor nu repræsentere Danmark på senior niveau, Udtagelsen sker på baggrund af en større udvikling såvel skøjteteknisk som personligt, der bl.a. kom til udtryk ved Maias præstationer ved to internationale konkurrencer her i efteråret, hvor hun opnåede pointkravene til EM. Fra denne sæson […]