Dansk Skøjte Union (DSU) ønsker at anerkende de mange dedikerede frivillige, der er drivkraften bag dansk skøjtesport. For at sætte fokus på den store indsats, som frivillige yder, har DSU indstiftet ‘Blangsted-prisen’. Denne pris uddeles årligt til en person, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats inden for sporten.
Årets Modtager: Dennis Bavnhøj fra Hvidovre Skøjte Klub
Årets modtager af Blangsted-prisen er Dennis Bavnhøj fra Hvidovre Skøjte Klub. Dennis er en person, der brænder for at gøre en forskel for skøjtesporten. Han arbejder målrettet for at skabe de bedste vilkår for klubbens medlemmer, uanset niveau, og bidrager til et godt miljø for både trænere og forældre. Dennis har været en central figur i at øge medlemstallet gennem tiltag som shows for skoler og børnehaver, og han arbejder også flittigt med kommunen for klubbens bedste.
Dennis er kendt for sin hjælpsomhed og evne til at tænke ud af boksen. Han deler gerne sin viden og erfaring med andre klubber og sørger altid for, at de får den bedste behandling. Han er en farverig person med en positiv tilgang, men tøver ikke med at stille kritiske spørgsmål, når det er nødvendigt. Dennis er direkte og ærlig, hvilket gør, at man altid ved, hvor man har ham.
Han er altid klar til at hjælpe ved større arrangementer i DSU-regi og bidrager til løsning af udfordringer som ispas og seminarer. Dennis har gjort og fortsætter med at gøre et fantastisk arbejde for både sin klub og DSU. Derfor er det med stor glæde, at DSU anerkender Dennis’ store indsats med Blangsted-prisen.
Formål og fundats
Blangsted-prisen har til formål at anerkende og skabe opmærksomhed om de frivillige kræfter, der gør skøjtesporten i Danmark sjov og udviklende. Medlemmer af bestyrelserne i DSU’s klubber, medlemmer af DSU’s udvalg samt alle DSU officials kan indstille kandidater til prisen. Kandidaterne kan nomineres for:
– En mangeårig indsats som frivillig i DSU
– En ekstraordinær og bemærkelsesværdig frivillig indsats
– Et fremtrædende arbejde af idrætslig eller organisatorisk art
– En særlig indsats for klubbens eller unionens sociale liv
Baggrund for Blangsted-prisen
Blangsted-prisen er opkaldt efter Ingelise Blangsted, der har ydet en imponerende frivillig indsats i mere end 50 år i Dansk Skøjte Union. Ingelise Blangsted begyndte som dommer i 1968 og blev i 1980 international dommer. Hun har dømt ved EM, VM og OL og har været en uvurderlig ressource i DSU med hendes omfattende dommerviden, erfaring og internationale relationer. Gennem årene har hun også haft forskellige ledende roller i DSU, herunder som formand for unionen og for flere udvalg. Blangsted-prisen blev indstiftet i juni 2018 og blev første gang uddelt til netop Ingelise Blangsted.