Pernille Sørensen fra Odense lykkedes igen at kvalificere sig til finalen i damernes stjernespækkede konkurrence ved EM i Minsk

 

20-årige Pernille, der opholder sig det meste af sæsonen i Fairfax, USA, hvor hun træner hos trænerteamet Kalle Strid og Mikael Olofsson, havde indlagt en trippel-trippel kombination i det korte program for første gang ved en international konkurrence. Programmet indeholdt tillige en trippel Loop og en dobbelt Axel, samt en level-3 stepsekvens og piruetter i forskellige levels. En fejl i himmelpiruetten trak denne ned på level-1, men til gengæld var det dejligt at se forbedringer i komponentkarakteren i programmet, der blev smukt udført på isen i Minsk Arena, og som gav hende en foreløbig 20. plads i feltet med 36 damer.

Pernille blev desværre ramt af en kraftig forkølelse dagen inden finalen, og måtte finde alle ressourcer frem for at gennemføre det lange program med adskillige trippel spring og kombinationer, påvirket af feber og stoppet næse. Men hun blev øjeblikkeligt hjulpet af det meget entusiastiske publikum i den 15.000 pladser store Minsk Arena, lige fra musikken fra ’Pretty Woman’ tonede ud af højttalerne.

Der skal stor fightervilje til denne præstation, og hun lykkedes også med flere af de svære spring og kombinationer, selvom det var tydeligt at hun var mærket af helbredet. Og præstationen gav Pernille 23. pladsen i finalen, hvilket også blev den endelig placering med 131,78 point ved dette års EM, og dermed en plads til Danmark ved næste EM, både for en løber og en dommer.

Pernille med træner Kalle Strid – et kanon team

 

Formand for Eliteudvalget, Maria Fuglsang, udtaler:

“Pernille har igennem denne sæson vist god udvikling. Hun har arbejdet seriøst med alle elementer, som også kunne ses i det niveau, som hun havde i det korte program. Hver viste hun, at hun havde kontrol over programmet, med en spring kombination af en høj level. Trippel-trippel er ikke en kombination, vi er vant til at se fra vores damer, men Pernille ved, at det skal til, for at klare sig i det stærke felt af damer internationalt.

Desværre fik hun ikke vist alt, hun kunne i det lange program, hvor hun missede nogle svære spring, såsom trippel lutz,  og det koster desværre ret meget med nogle missede elementer, og det blev ikke den placering, vi havde håbet.

Pernille har fået skabt nogle programmer som passer lige til hendes personlighed, og som dommerne også anderkender i deres bedømmelse. Pernille og Kalle er et kanon team, og har bestemt fundet en kemi som fungerer, hvilket tydeligt ses i Pernilles positive udvikling. De ved begge, hvad der skal til for at arbejde målrettet til VM, og vi ser frem til at se Pernille i Tokyo, og er stolte over at hun repræsentere Danmark.”

 

Russisk tv var meget interesseret i Pernille, som beredvilligt stillede op til flere interview, der efterfølgende blev vist i 52 lande.

Alle EM 2019 resultater

af Mariann Vasbo