Vi har i dag udtaget det endelige hold til at køre Team Pursuit ved VM i Speed Skating i Holland. Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt vil få Niclas Mastrup som 3. mand på holdet, idet han overtager pladsen for sygdomsramte Philip Due Schmidt.
Niclas tilsluttede sig holdet i Heerenveen sent mandag, hvorefter holdet har haft daglige træninger på isen med træner Kalon Dobbin, der vurderer, at det er gået langt bedre end forventet med udskiftningen. De tre skatere skal både afpasse rytme, synkronitet og fart, når de kører tæt i høj hastighed på banen, og det er en disciplin, der kræver øvelse og samtræning.
Men for Stefan og Viktor har det været vigtigt at kunne gennemføre løbet, når holdet for første gang har kvalificeret Danmark blandt de 8 bedste hold i verden. ‘Philip ville blive skuffet, hvis vi ikke gennemfører løbet’, udtalte Stefan først på ugen, og fortsætter ‘- og så ønsker vi nok en slags revanche, fordi vi ikke lykkedes med at kvalificere os til OL i Team Pursuit.’
Viktor vil som sædvanligt tage trækket forrest, mens Stefan rykker fra 2. positionen til 3. positionen, der normalt er Philips plads. ‘Det er den sværeste plads, som Philip normalt kører, hvor man kun skal skubbe og ikke selv bliver skubbet’, siger Stefan, der tydeligt er stolt af sin bror.
Den erfarne holdkammerat Viktor glæder sig til løbet og føler sig i super form.
For den 22-årige Niclas bliver det en overvældende debut på den internationale seniorscene, når han går på isen til et VM i Holland, hvor der vil være godt 12.000 glade og engagerede fans i Thialf Arena.
‘Det er helt vildt, men det er gået meget bedre, end jeg selv havde troet’, siger Niclas efter træningen torsdag.
‘Jeg vil prøve at nyde det, selvom jeg er blevet advaret om, at der vil være et højt lydniveau og lysshow i hallen i morgen’, sluttede han og fortsatte mod omklædningen.
En forsvarlig udtagelse
Personligt og på DSU’s vegne er jeg glad for, at vi kan gennemføre løbet, som er en satsning for dansk speed skating. Vi har selvfølgelig været meget berørte af Philips situation, og har afventet en bedring i hans tilstand, før vi tog stilling til at hente Niclas ind i truppen, så vi havde bedre chancer for at stille med et hold.
Dernæst har vi skullet sikre, at det var sporsligt forsvarligt at skifte Niclas ind til så stor en konkurrence på senior niveau, idet han normalt kører i Neo-Senior rækken. Desuden har både Viktor og Stefan været dybt involveret og berørte af Philips alvorlige situation, og vi har via holdets sportspsykolog fra Team Danmark sikret os, at det også er forsvarligt for dem at køre.
Alle parametre er faldet fint ud, og vi var glade for at kunne udtage holdet i dag. Vi har selvsagt ikke den samme forventning til holdets præstation, men vi er stolte af, at drengene stiller til start; at vi har en stærk Neo-Senior, der træder til – og at vi som nation kan vise, at vi hører til i toppen. Og så glæder vi os til at heppe på dem fra lægterne sammen med bl.a. Philip, der følger holdet tæt.
Under træningerne er der flere af trænerne på isen, der har været positivt overraskede over, at Danmark kunne stille med en 4. mand til VM.
Kalon Dobbin, træner
Starttider og Resultater
Mændenes Team Pursuit køres fredag kl. 19.30 og kan ses på Viaplay.
Lørdag fra kl. 13.36 køres Mændenes Massestart, hvor både Viktor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt repræsenterer Danmark.
Foto: Lars Schmidt
Tekst: Mariann Vasbo