Vi er kede af, at Viktors fantastiske præstation bliver overskygget af andre budskaber, idet Viktors medalje burde få den uforbeholdne opmærksomhed. Vi kan se, at der er mange misforståelser i sagen, som vi i det følgende vil forsøge at klarlægge.
Dansk Skøjte Unions prioriteringer
Vi er et forbund med 4007 atleter med meget få ressourcer, og vi dækker over mange discipliner i hurtigløb på skøjter og kunstskøjteløb. Langt de fleste ressourcer går til kunstskøjteløb, hvor vi har majoriteten af atleter, mens det bare er 17 atleter, der dyrker hurtigløb. Derfor har vi for flere år siden taget nogle strategiske valg, da vi ikke kan favne alle discipliner på elite niveau.
Vores prioriteringer i skøjteunionen er ikke så meget anderledes end i mange andre forbund, som ressourcemæssigt heller ikke kan satse på alle discipliner i en elitekontekst. Det er selvfølgelig ærgerligt for fx Sofia Thorup, der nu helst vil dyrke short track, men det er et strategisk valg, som vi ressourcemæssigt har været nødt til at tage.
Det er også vigtigt at fastslå, at vores strategiske prioritering har været behandlet af to uafhængige instanser, bl.a. DIF’s Appeludvalg, som har givet Dansk Skøjte Union medhold i, at hun ikke har krav på at kunne stille op for Danmark i short track i internationale konkurrencer. De afgørelser læner vi os opad – og de afgørelser bør Sofia Thorup også acceptere og respektere.
Repræsentationen for Danmark
Sofia ønskede selv at skifte hurtigløbs disciplin fra short track til long track, da hun bad om en overflytning til Danmark. Hun har deltaget i World Cups, EM og VM for Danmark lige siden og med flotte resultater til følge, som vi også er stolte af.
Deltagelse i de olympiske lege kræver et statsborgerskab fra det land, som man ønsker at deltage fra. Og Sofia har endnu ikke opnået statsborgerskab i Danmark, men når det sker, vil vi med glæde indstille hende til OL, hvis hun stadig opfylder de sportslige krav.
Alle skøjteløbere, der ønsker at konkurrere internationalt for et andet land end deres eget, skal have et Clearance Certificate fra den Internationale Skøjte Union. Her skal både den nye og den gamle nation give tilladelse til overflytningen. Når det udstedes kan atleten deltage i ISU’s konkurrencer uanset disciplin for den valgte nation. Certifikatet har dog ingen indflydelse på, hvilke discipliner nationen tilbyder atleten at stille op i.
Nogle vil så spørge, hvorfor vi ikke bare giver hende lov til at stille op i short track, hvis hun selv står for fx tilmelding og omkostninger. Men i praksis stiller det også krav til os som forbund at have atleter med i disciplinen, og dét har vi desværre ikke ressourcerne til på nuværende tidspunkt.
Vi har haft mange samtaler med Sofia undervejs og selvom vi nok ikke bliver enige, har vi fuld forståelse for, at det er en frustrerende situation for hende at stå i.
Vi kender ikke til rygterne om, at vi ikke skulle tillade Sofia at stille op i long track i den kommende sæson. Men vi ønsker en bedre dialog og vil invitere både Viktor og Sofia til et fysisk møde i Danmark her i foråret for at skabe fundamentet for et bedre samarbejde og en snak om næste sæson.
Bestyrelsen, Dansk Skøjte Union