Det danske hold i Tallinn. Foto: Ingelise Blangsted

 

 

 

 

Denne uge afvikles årets Junior VM i Kunstskøjteløb i Tallinn, hvor Danmark deltager med tre løbere.

I år er der ekstraordinært fokus på deltagernes helbred, og ISU har iværksat adskillige tiltag for at holde Covid-19 udenfor området. Således tager de helt bogstaveligt temperaturen på alle løbere og officials hver eneste dag, ligesom der er et beredskab, såfremt en deltager pludselig bliver syg.

Her til aften er hele det danske hold ankommet, og der meldes om god stemning fra holdleder Ingelise Blangsted i Tallinn.

 

 

Isdanserne Sara Buch-Weeke & Nicolas Woodcock, der blot har dannet par i et år, opnåede allerede i efteråret pointkravet til JVM. Danske Sara og Canadiske Nicolas bor og træner i Canada med bl.a. David og Mitchell Islam, og de har gennemgået en stor udvikling i denne sæson, hvor deres bedste resultat er en 14. plads ved Bavarian Open.

Eliteudvalget håber, at det unge par klarer en finaleplads i konkurrencen, hvor der er 29 deltagere fra 22 lande. En placering blandt de 20 bedste par vil betyde meget for deres kommende sæson.

Den fulde deltagerliste ses her

Sara og Nicolas danser kort dans onsdag. Foto:    Ingelise Blangsted

 

Maia Sørensen repræsenterer Danmark i damernes konkurrence, der afvikles fredag og lørdag. Feltet er på 48 damer, hvoraf de 24 bedste kvalificerer sig til finalen og friløbet.

Maia er 2-års junior og det er hendes andet Junior VM. I år kom Maia sent i gang med sæsonen på grund af en skade, og i december viste hun ved DM, at hun var godt på vej tilbage. Ved The Nordics i februar løb Maia et blændende kort program, der smagte af medalje, men friløbet gik helt galt og Maia sluttede langt nede i rækken.

Ugen efter tog Maia revanche ved en international konkurrence i Tallinn. Her viste hun igen sin styrke og leverede to fulde programmer, hvilket gav hende bronze medaljen, som er Maias bedste resultat denne sæson. Og det lover jo godt for Junior VM, hvor Eliteudvalget håber på, at Maia placerer sig midt i finale-feltet.

Den fulde deltagerliste ses her

Maia Sørensen ved The Nordics. Foto: Øyvind Løvik

 

 

ISU Junior Worlds Resultater

Konkurrencerne kan følges på Live Stream via ISU’s YouTube kanal

 

Af Ingelise Blangsted og Mariann Vasbo