I den velfungerende Rødovre Arena sørgede Rødovre Skøjte og Ishockey Klub og en række frivillige fra DSU og RSIK at afvikle et fint Danmarksmesterskab denne weekend. Der var kun ganske få afbud og tidsplanen kunne derfor holdes langt hen af vejen.

Desværre fik vi en række afbud fra officials i ugen op til DM. Derfor kunne vi ikke levere dommerpaneler med fem dommere, som vi normalt ved de danske mesterskaber.

Senior rækkerne blev desværre præget af for mange fejl

Maia Sørensen

Maia Sørensen, HI-KU, forsvarede sin titel i damerækken og tog guldet med 133,26 point, selvom hun ikke løb op til sit allerbedste. Maia modtager også DIF’s Mesterskabsplakette, der kræver minimum 95 point. Det er første gang, vi ser Maia herhjemme til en konkurrence denne sæson, da hun har deltaget i flere internationale konkurrencer i udlandet, hvor det netop er lykkedes hende at opnå kvalifikationspointene til EM. Hun indtager isen med stor selvtillid og det afspejler netop hendes internationale niveau.

Maia lægger en stor margin til rækkens nr. 2 Annika Skibby, TSK, der tog sølvet med 86,23 point, efter et friløb som heller ikke levede op til Annikas niveau; mens OSK’s Freja Juel Jensen, der lå nr. 3 efter det korte program, samlet tog bronzemedaljen med 85,06 point efter et fint friløb, der indbragte hende 2. pladsen i friløbet.

Nikolaj Mølgaard Pedersen, FSF, var eneste herre i år. Han begejstrede som altid sit publikum med et spændende program med stor indlevelse, og med 120,66 point fik han også DIF’s Mesterskabs Plakette, hvilket kræver minimum 120 point. 

Dette var desværre Nikolajs sidste DM, idet han vil hellige sig sine studier og en fremtid mere udenfor isen. 

Vi kommer til at savne den karismatiske og positive løber på isen.

 

Nikolaj M. Pedersen

Juniorerne i stærk konkurrence

I junior damer var HI-KU’s Anna-Flora Colmor Jepsen dominerende. Med 136,60 point og et friløb med level 4-piruetter og flere trippel spring, har Anna-Flora rykket sig endnu en tak mod de større internationale konkurrencer. 

Klubkammeraten Selma Larsen overraskede også positivt ved at tage sølvet med 114,55 point. Hun lå nr. 4 efter det korte program, men med et virkelig godt friløb lykkedes det hende at rykke op på 2. pladsen. Camilla Vinther Poulsen, FSF, der løb et blændende kort program, måtte vige sølvet, da hun bliver nr. 3 i friløbet og tager bronzemedaljen med 107,65 point.

På herresiden så vi Dimitri Steffensen, ASF, der desværre havde en rigtig dårlig dag under friløbet, tage medaljen med 110,41 point.

Anna-Flora Colmor Jepsen
Selma Larsen
Camilla. V. Poulsen

Novice løberne er godt på vej

Novice rækken tegner godt for fremtiden med dominans af de sjællandske løbere. HI-KU’s Fie Egan Magnussen bliver vinder af rækken med 84,12 point efter at have leveret bl.a. en flot dobbelt flip og et fint forsøg på dobbelt axel. 

Sølvet gik til Diana Tolkach, HKF, der gennemførte et fejlfrit program med bl.a. en dobbelt lutz – dobbelt tåloop og en level 3 kombinations piruette, der indbragte hende 79,95 point. Bronzen gik fortjent også til HKF, nemlig til Matilda Clausen der fik 68,93 point for et fint program.

På billedet modtager Fie Egan Magnussen en  vandrepokal af sidste års vinder af Novice-rækken, Camilla V. Poulsen. Pokalen blev skænket i 1998 til Dansk Skøjte Union af Brøndby Skøjteløber Forening.

 

Nyt senior isdansepar

Elisabetta Incardona & Rafael Musil

Det var glædeligt for første gang af se isdanserne Elisabetta Incardona & Rafael Marc Drozd Musil, der til dagligt træner i Italien. Parrets programmer bar selvfølgelig præg af, at de ikke har danset så længe sammen endnu, men de leverede flotte level 4-løft og det skal blive spændende at se, hvordan det udvikler sig. De fik 114,28 point.

I solodans senior blev Josephine Filtenborg fra OSK vinder af rækken med 75,06 point, mens Cecilie Adele Theisen, HI-KU vandt juniorrækken med 89,47 point efter et program med level 3- twizzler og flotte komponenter.

Helt personligt ærgrer det mig, at der efter så mange år med solodans i Danmark, stadig er så få løbere i rækkerne. Spændingen og udviklingen af disciplinen udebliver, når der ikke foregår egentlig konkurrence, og det er synd for solodanserne, som lægger mange timer og kærlighed i solodansen.

Plet på DM kom udefra

Lanceringen af en højst amoralsk Instagram-profil lagde en skygge hen over DM. Sidst på lørdagen lanceredes profilen, der bar DSU’s logo med tilføjelsen ’fails’, hvilken omvendt blev præsenteret som en ’ikke-hater’ profil. Men der blev lagt fire videoklip fra fire af dagens programmer op, der alle viste uheld under udførelsen, hvilket i høj grad var en udskamning af disse løbere. Løbere, hvoraf to af dem rent faktisk kom til skade under uheldene.

DSU anmeldte straks profilen til Instagram. Lørdag morgen valgte vi at stoppe livestreamingen og bad kontoens indehaver om at tage profilen af, eftersom den forbrød sig både mod DSU som rettighedshavere, mod databeskyttelsesloven og mod de etiske regler, som DSU agerer under. Heldigvis blev denne opfordring iværksat meget hurtigt, og vi kunne genoptage livestreamingen.

Vi håber, at hændelsen har givet anledning i mange familier til at tage en snak om, hvordan man agerer på de sociale medier. Og vi anser bagmanden bag profilen til ikke at vide bedre – og håber, at der også her er taget ved lære af reaktionerne.

Alle resultater

Tekst: Mariann Vasbo

Fotos: Camilla Lyngsø, Connie Juul Clausen, Lene Skibby, Anna-Flora Colmor Jepsen og Inna Paulsen