Stabil udvikling med stærk fastholdelse

De nyeste medlemstal for 2025 viser en samlet tilbagegang sammenlignet med sidste år.
Det skal dog ses i lyset af, at 2024 var et ekstraordinært år med rekordhøje medlemstal.
Når vi kigger på udviklingen over flere år, ligger vi fortsat på et stabilt niveau.

Ser vi nærmere på tallene, tegner der sig et nuanceret billede – og også flere positive tendenser.

Særligt blandt de unge i alderen 13–24 år, som ofte betegnes som en svær målgruppe at fastholde i foreningslivet, står vi relativt stærkt. Her ser vi kun et mindre fald, hvilket peger på, at det arbejde, der allerede gøres ude i klubberne med at skabe gode træningsmiljøer og fællesskaber, virker.
Det er en vigtig styrkeposition, som vi skal bygge videre på.

Samtidig er det meget positivt, at vi blandt de voksne medlemmer over 25 år stort set fastholder niveauet. Her er medlemstallet næsten uændret fra sidste år, hvilket vidner om en høj grad af trivsel og tilknytning. Det er netop denne gruppe, som i høj grad også udgør fundamentet for det frivillige engagement i vores foreninger, og som er afgørende for, at hverdagen i klubberne fungerer.

Omvendt viser tallene også, at vi har haft en tilbagegang blandt de yngste medlemmer – særligt i alderen 7–12 år. Det er en udvikling, vi skal være opmærksomme på, da det er her, mange får deres første møde med sporten.

De kommende år i Dansk Skøjte Union

Samlet set bekræfter tallene, at vi er godt på vej med flere af de indsatser, der allerede er sat i gang.

I de kommende år vil vi derfor fortsætte arbejdet med at styrke de gode, lokale fællesskaber – særligt for unge – hvor trivsel, sociale relationer og motivation for at blive i sporten er i fokus.

Derudover vil vi i den kommende 4-årige periode have et øget fokus på helhedsorienteret talentudvikling på tværs af både speedskating og kunstskøjteløb.
Målet er at skabe tydelige og attraktive udviklingsveje både for dem, der drømmer om at udvikle deres talent og for fællesskabet som helhed.

Et vigtigt element bliver også at inddrage de unge endnu mere i udviklingen af aktiviteter på unionsniveau, så de i højere grad opleves som relevante, nærværende og meningsfulde for målgruppen.

Tak til alle klubber, trænere og frivillige for det store arbejde, der hver dag lægges i at skabe gode oplevelser på isen. Det er netop det arbejde, der afspejler sig i de positive tendenser, vi ser i medlemstallene.