Efter en 7. plads i den korte dans, blev det også slutplaceringen for Laurence Fourney Beaudry og Nikolaj Sørensen ved Skate Canada International, som var parrets debut i Grand Prix-serien. Den frie dans blev mere dramatisk end planlagt, da Nikolaj uheldigvis skar sig og måtte have fire sting i den ene finger efter konkurrencen.

Efter en formidabel start på deres frie dans lørdag, skar Nikolaj sig på sin ene klinge i twizzlerne, og det distraherede selvfølgelig parret i resten af dansen. “Jeg mistede fokus og vi fik blod overalt, hvilket var dybt distraherende for os.  Heldigvis forårsagede det ingen større fejl, men det påvirkede vores evner til at give vores følelser fuldstændigt til programmet,” udtaler Nikolaj lørdag nat.

På trods af de mindre fejl her ved begyndelsen af parrets Grand Prix karriere, så er det tydeligt, at deres talent rækker langt. “Den harmoni de har som par, deres sammenspil og indlevelse i programmerne er unikt. De løber som en enhed, noget der normalt tager mange år at opnå”, siger DSU’s Eliteudvalgsformand, Pernille Gormsen. Laurence og NIkolaj forbedrer sig konstant, og vi glæder os til at følge dem gennem hele sæsonen. Der er store muligheder for topresultater til både EM, VM og ved den næste Grand Prix senere på måneden, Trophée Eric Bompard.

Laurence & Nikolaj fik samlet 134,94 point, plus “fire sting efter konkurrencen og et blodigt Halloween costume”, som Nikolaj selv udtrykker det.