Da Justus indtog isen ved EM i Stockholm for Danmark, var det med en speciel følelse, for blandt publikum sad hundredevis af Justus’ svenske fans. Før konkurrencen udtalte Justus: ”Jeg er klar til at levere et supershow, og det er mit mål at blive blandt de 20 bedste i år”. Og det gjorde han så. Justus placerede sig på en 22. plads i det korte program og med en super flot 16. plads i det lange program, fik Justus en samlet 19. plads ved årets EM. En flot præstation af den 27-årige karismatiske løber, der seriøst overvejer at lægge skøjterne på hylden som aktiv efter denne sæson. Herrernes konkurrence blev vundet af spanske Javier Fernandez.

Pernille Sørensen debuterede ved EM i en skarp og talstærk damerække med 38 deltagere. Pernille tacklede den store konkurrence rigtig godt, havde gode træninger og hun leverede et rigtig godt kort program, der bare var 0,86 point fra en finaleplads. Indsatsen rakte til en 27. plads og en masse erfaring, som Pernille tager med sig til de kommende store udfordringer. Damernes konkurrence blev vundet af russiske Elizaveta Tuktamysheva.

Formand Ingelise Blangsted er meget tilfreds med hele holdets indsats og de gode placeringer. ”Det har været et spændende EM, løberne har virkelig givet meget og især danserne har fået stor opmærksomhed,” udtaler Ingelise Blangsted.