I weekenden bød alle tre dage på masser af flot kunstskøjteløb i konkurrencerækkerne, og denne gang også i Funskate Free 2 rækkerne, der var med for første gang. Hele weekenden var der super opbakning og brug for høreværn, når der blev heppet igennem fra tilskuerpladserne på klubkammerater og skøjtevenner.
Roberta Høyrup, HKF, vandt en overbevisende guldmedalje i Springs, ligesom klubkammeraten Emma Hecht i Novice 2. Mejse Lund Freno, RSIK, og Caroline Eilsø, RSIK, sikrede guld til RSIK i hhv. Junior 1 og Junior 2 med super fremførelse af de fint koreograferede programmer og godt teknisk niveau.
I Novice 1 var det virkelig dejligt at se de tre SKK-løbere, Samira Jazarovska, Sara Buch Weeke og Sarah Wellendorph levere transitions og fin indlevelse, og generelt var denne række præget af mange plusser på GOE i enkeltspringene. I Senior Damer 2 var det den tidligere Junior M løber, Caroline Oreskov Christoffersen fra GKF, der med stor autoritet i sit program og en dobbelt Axel vandt guldet.
FunSkate Free 2 deltagere var glade for at være til Sjællands Cup
For at vise FunSkate løberne, at K-konkurrencer altså ikke er så lagt fra deres eget niveau, havde vi valgt at invitere de sjællandske FunSkate 2 Free-løbere med til Sjællands Cup (- og de fynske og jyske med til Danmarks Cup ). Flere af FunSkate løberne var positivt overrasket over niveauet i de grupper, som de ville skulle stille op i, hvis de rykker videre til K-konkurrencerne. Vi spurgte et par af løberne om deres oplevelser:
Sarah Winther Mortensen er 10 år og løber i Herlev. For Sarah, der har været ude og se en del K-konkurrencer, var det stort at være med ved weekendens konkurrence. Sarah fortæller: “Det var rigtig sjovt at være med, og jeg havde rigtig mange sommerfugle i maven.” Efter Sarah havde løbet, sad hun og så K-løberne løbe deres programmer, hvilket var meget sjovt, og hun kunne genkende flere af dem, fra da de var FunSkate løberne også. Sarahs mål for denne sæson er at bestå basic 1 mærket, så hun kan komme i K-rækken næste år.
Isabel Ginnerup og Katrine Nygaard, der er henholdsvis 15 år og 19 år, løber begge i Gentofte. Begge piger havde en rigtig god oplevelse, og var særligt glade for, at kunne være med til en konkurrence sammen med de andre klubkammerater, som deltager ved M- og K-konkurrencerne. Klubkammeraterne fra Gentofte synes også, at det var hyggeligt, at FunSkate løberne var med. De synes, at det gav en hel anden stemning omkring konkurrencen. Katrine håber meget, at de får mulighed for at deltage ved en K-konkurrence igen. Og Isabel afsluttede det lille interview med ikke at give bare at give en, men hele to ”thumbs up”.