Hvordan skaber vi endnu bedre muligheder for at blive i skøjtesporten, når overgangen til voksenlivet banker på?
I Dansk Skøjte Union arbejder vi for, at skøjtesporten skal kunne følge vores medlemmer gennem hele livet. Vi er allerede gode til at skabe fællesskaber og tilbud, der fastholder børn og unge i sporten. Nu vil vi blive endnu bedre til også at fastholde de unge, når de indtræder i "voksenlivet". I den periode, hvor ungdomsuddannelsen slutter, og hvor bl.a. sabbatårene står for døren, studierne starter og familielivet begynder. Gennem den store strategiproces blev det tydeligt, at emnet også optager mange klubber, og vores medlemstal synger samme sang. Med frafald på knap 10% blandt de 19-39 årige, som også er nogle af vores kernefrivillige i både klub og unionsarbejdet byder den kommende strategiperiode derfor på et arbejde, der har fokus på at passe godt på de unge voksne, vi allerede har og få flere unge voksne ind i sporten.
Vi skal blive klogere sammen
Vi er lige nu i gang med at undersøge, hvordan klubberne rundt omkring i landet arbejder med målgruppen, hvilke tilbud der allerede findes, og hvad der får unge voksne til at blive en del af skøjtesporten. Men vi vil ikke kun undersøge - vi vil prøve ting af i praksis!
Derfor vil vi i den kommende tid afprøve forskellige måder, hvorpå vi kan motivere flere til at blive i sporten, styrke de lokale fællesskaber og invitere nye ind i sporten til at være med både på isen og ved isen. Dette skal gøre os klogere på, hvad der virker i praksis.
Som en del ar arbejdet har vi fået praktikant Tymofiei med på holdet. Tymofiei læser service- og oplevelsesøkonom på Erhvervsakademiet København, og skal være sammen med udviklingskonsulent Rosita i hendes arbejde med at motivere flere unge voksne i sporten.
Timo har allerede bidraget med en stor vidensindsamling med både datagennemgang og interviews, som er med til at kvalificere, hvad der kan være relevant at afprøve i praksis for at styrke motivationen for at være i sporten.
Det vil være Timo og Rosita, som driver arbejdet med den praktiske afprøvning af kvalificerede tiltag og ideer sammen med klubberne, som pilotevents. Disse events vil ikke være færdige koncepter, men vil tage udgangspunkt i de konkrete klubber, deres medlemmer og deres virkelighed.
Pilotevents
Et pilotevent er ikke en færdig løsning, men kan udspille sig på mange måder.
Der er ikke en på forhånd besluttet dagsorden for, hvad det skal være, men kvalificerede bud er eksempelvis:
- Tag en ven med: En særlig træning, hvor medlemmer inviterer en ven med, kombineret med et socialt arrangement før eller efter træningen.
- En social aften for de unge: Hvor klubbens unge fra fx 17 år samles over pizza eller anden forplejning og laver en anden form for træning, end hvad de normalt gør.
- Et event omkring familieholdet: Hvor vi sætter ekstra fokus på at invitere og tiltrække unge småbørnsforældre til skøjtesporten.
- Unge skaber selv: En aften/eftermiddag, hvor klubbens unge fra 17 år samles over mad og drikke til at brainstorme på, hvad de ønsker sig af aktiviteter i klubben. Her vil vi give de unge et konkret handlingsrum og et budget til selv at udvikle og gennemføre en aktivitet, som de synes kunne styrke fællesskabet i klubben.
Noget helt andet: Måske har klubben allerede en idé eller en udfordring, som vi sammen kan prøve at finde en løsning på. Det vigtigste er ikke, at vi rammer den perfekte løsning første gang.
Det vigtigste er, at vi tør prøve noget af og lære af det.
Hvad kommer Dansk Skøjte Union med?
Hvis man som klub syntes, at det kunne være spændende at afprøve én af ovenstående eller noget helt andet, så står man ikke alene!
DSU hjælper med bl.a.:
- idéudvikling og planlægning
- koordinering og facilitering på dagen
- invitationer og materialer
- PR og kommunikation
- eventuelle udgifter til fx annoncering og forplejning.
Klubben bidrager med den lokale viden, de relevante medlemmer og de praktiske rammer – fx et klublokale, en træning eller et andet tidspunkt, hvor det giver mening at samle målgruppen.
Vi vil gerne gøre det så enkelt som muligt for klubben at være med.
Hvorfor gør vi det?
Vi har allerede mange medlemmer i de yngre aldersgrupper, men når medlemmerne bliver ældre, ændrer deres liv sig også.Uddannelse, arbejde, flytning, nye fællesskaber og familieliv kan gøre det sværere at finde plads til skøjtesporten.
Derfor vil vi gerne blive klogere på:
Hvad skal der til for, at man også som ung voksen kan se sig selv som en del af skøjtesporten?
Det handler ikke nødvendigvis om mere af det samme.
Det kan handle om andre træningsformer, andre fællesskaber, nye roller i klubben eller aktiviteter, hvor man selv får mulighed for at skabe noget.
For os handler det om at skabe et helt liv med is – også efter ungdomsårene.
Vil jeres klub være med?
Vi leder lige nu efter klubber, der har lyst til at være med som pilotklubber.
I behøver ikke have en færdig idé klar, men måske har I en gruppe unge, som I gerne vil blive bedre til at fastholde. Måske vil I gerne have flere unge voksne ind. Eller måske har I bare lyst til at prøve noget nyt sammen med os.
Pilotevents kan afholdes løbende gennem sæsonen, men vi vil meget gerne have de første events i gang allerede i løbet af de kommende måneder.
Har jeres klub lyst til at være med?
Kontakt Rosita på rol@danskate.dk
Så tager vi en uforpligtende snak om, hvad der kunne give mening hos jer.