Eliteudvalget har udpeget to nye medlemmer til arbejdet med at fremme eliten i dansk skøjtesport. Begge de nye udvalgsmedlemmer har selv dyrket kunstskøjteløb på højt plan, og glæder sig til at vende tilbage til sporten med deres indsigt og kompetencer.

Maria Sørensen er tidligere sjællandsk og dansk mester i både junior og senior rækken, ligesom hun har vundet de nordiske mesterskaber. Hun har også deltaget ved junior VM, EM og en række andre, internationale konkurrencer. Maria er uddannet designer fra Designskolen Kolding og arbejder i dag som designer på et pige brand, der hedder PEP. Maria bor i Kolding med sin mand og to børn, Mads på 13 år og Mille Marie på 9 år.

Irina Chernetskaya er også tidligere eliteudøver og har vundet flere ungdoms danmarksmesterskaber. Irina har arbejdet som træner gennem 11 år, og som dommer i sporten. De sidste år har hun rejst jorden rundt flere gange og uddannet sig til diætist med speciale inden for sport. Irina bor i Aalborg med sin kæreste.

Maria og Irina deltager på elitesamlingen den kommende weekend.