Denne sæson overtager DSU’s ihærdige teknikere at streame fra vores konkurrencer (M- og K-konkurencer), og der vil allerede blive streamet fra Efterårskonkurrencen denne weekend.

Vi introducerede livestreaming sidste sæson, hvor vi indgik en 1-årig aftale med AirWorks med en stærk prisreduktion, som AirWorks ikke kunne tilbyde at fortsætte. Og allerede i foråret begyndte teknikerne at kigge på en løsning, som forbinder dommersystemet med streamingen, og hvor dommerkameraet er hovedkamera for streamingen. AirWorks har meget velvilligt stillet sin ekspertise til rådighed i denne proces.

Streamingen i denne sæson vil afspejle den udviklingsperiode, som vores streaming er i, og hvor der afprøves forskellige scenarier for at opnå det bedst mulige resultat med så få ressoucer og manpower som muligt. Der vil altså forekomme tests undervejs, ligesom der måske ikke er navne og resultater på skærmen ved første konkurrence.

I sommer kørte vi en undersøgelse om livestreamingen sidste sæson, hvor 119 svarede. De 119 respondenter var fordelt med 41,2% løbere, 38,7% forældre/familie, 11,8% klub/frivillige og 8,3% andre – altså mere end 90% inde fra sporten. 74,8% syntes, at streamingen var et super tiltag, og 70,6% prioriterede at kunne se selve skøjteløbet.

Der havde været røster for og imod at streame fra Kiss & Cry, og i undersøgelsen ønskede 46,2% denne mulighed. Bestyrelsen har rådført sig med tilsvarende idrætsgrene med mange unge deltagere og med DIF, og har valgt ikke at streame fra Kiss & Cry for at give løberne privatliv, efter de er gået af isen.

Vi håber, at mange skøjteinteresserede vil benytte sig af chancen for at se streamet skøjteløb i den kommende sæson, men husk også at komme ned i skøjtehallen og se den ægte vare – stemningen i hallen kan ikke opleves online.