DM på højt niveau

Det var en stor fornøjelse at overvære DM i kunstskøjteløb i Odense, som var på et langt højere niveau, end vi har set det i mange år. Niveauet er generelt hævet på verdensplan, og derfor er det også nødvendigt, at vi i Danmark formår at øge niveauet. Men vi har ikke altid de samme muligheder med begrænset is kapacitet og høje krav til uddannelser. Og alligevel har trænerne formået at flytte de danske løbere, der generelt lavede virkelig fine performances.

Pernille Sørensen & Nikolaj M. Pedersen

Nye danske mestre
Pernille Sørensen, OSK, løb to gode programmer, men var også præget af at forsvare sin titel på hjemmebane. Pernille, der forstår at indtage isen, genvinder guldet med 138,70 point bl.a. med en trippel Lutz-trippel Tåloop og god fart i de stærke spring. Og så havde Pernille en kæmpe opbakning hos publikum, der var glade for at se Pernille på isen i Odense.

Vi tog afsked med Emma Frida Andersen, ESK, i seniorrækken. Emma har flere gange repræsenteret Danmark bl.a. ved Nordics, og hun løb et blændende friløb med høj energi og flot koreografi, der indbragte hende bronzemedaljen med 100,95 point. Vi håber igen at se Emma i panelerne langs banderne om nogle år. Sølvmedaljen gik til Josephine Kærsgaard, FSF, med et teknisk stærkt friløb og en super dobbelt axel i kort programmet.

Hos herrerne bliver Nikolaj M. Pedersen, FSF, ny dansk mester. Nikolaj er for nylig rykket op i Senior-rækken, og måtte slå en minimum score på 120 point, for at få DIF’s mesterskabsplakette og titlen, som dansk mester. Men det klarede han med god fart, adskillige høje trippel spring, super publikums appeal og en score på 125,04 point.

Stærke juniorer med flotte friløb
I juniorrækken så vi mange, flot koreograferede friløb og et højt niveau, mange trippel spring og dobbelt axel, ligesom mange havde en teknisk høj sværhedsgrad.

Junior damer

Ny ungdomsmester i junior bliver Maia Sørensen, HI-KU. Maia er første års junior, men har allerede slået de danske rekorder i junior dame rækken. Og her under DM var Maia, trods en skade, igen på sit helt eget niveau og opnår en score på 121,96 point, der både opnås på baggrund af en høj sværhedsgrad og et godt grundløb, ligesom Maia når ud over ramperne til publikum.

Jane Iskov

Jane Iskov, VSK, løber et kontrolleret og stærkt friløb med høje levels, og det var helt fortjent, at Jane tog sølvet med 112,25 point. Jeg talte med Jane, der føler sig sikker på isen, hvilket skyldes hendes vedholdende arbejde med springene og et godt samarbejde med klubbens nye træner. Jane, der har gået på Idræts efterskole med mulighed for at træne mere end ellers, går nu i 2g, og arbejder målbevidst på at slå sin egen rekord ved hver ny konkurrence – målet i år er at blive udtaget til The Nordics.

Bronzen i junior damer gik til Vanessa Sevidova, GKF, der havde et flot come back på isen. Vanessa udstråler selvtillid og styrke, og lykkedes både med trippel-dobbelt kombinationer og level4 piruetter. Vanessa scorede 106,23 point.

Amalie Borup, FSF, har høj fart, flotte himmelpiruetter og overskud til at spille op til publikum. Amalie bliver nr. 4. Annika Skibby, TSK, er med sin gule kjole og smittende smil altid en gave på isen, og selvom ikke det hele lykkedes, så leverer hun gode programmer med reference til musikken, der gav hende 5. pladsen. Sofie Korsgaard, OSK, er også værd at nævne. Signe giver tydeligt udtryk for sin passion for skøjteløbet, og det smitter af på publikum, som gav stor opbakning under friløbet.

Caroline Sauer Eilsø, RSK, løber 4 gode programmer under DM, ja, 4! Caroline er nemlig både sololøber og solodanser, og dansen med de mange trin og buer og musikforståelse skinner tydeligt igennem i sololøbet, hvor hun gennemfører et godt koreograferet friløb med høj energi og udstråling. Caroline bliver nr. 9 i sololøbet, og nr. 2 i solodansen.

Thomas Agermose Jensen, OSK, overrækker medaljer og Camilla Lyngsø, DSU, overrækker blomster til vinderne i Junior Herrer

Hos herrerne genvinder Daniel Tsion, ESK, juniormesterskabet med 131,72 point med to rigtig gode programmer, god højde på springene og i høj fart. Daniel mestrer alle trippel springene, undtagen axel, og har høje levels i sine piruetter. Sølvet vindes af Lucas Strezlec, HSF, der har et smukt grundløb, der hensætter en til tidligere tiders arbejde med figurerne på isen. Lucas er en fokuseret, elegant løber, der har mange gode elementer, når de lykkes. Lucas får en total score på 112,59 point.

Sidste års vinder i Novice piger, Maia Sørensen, overrækker Brøndby Skøjteløber Forenings vandrepokal, indstiftet i 1989, til Catharina Petersen – Novice vinderne.

Stærke piger i Novice
Esbjerg-pigen Catharina Victoria Petersen har længe været suveræn i Novice-rækken, og hun løber også med guldmedaljen denne weekend med 92,27 point. Catharina, der er stærkt på vej til at blive en stabil trippel-springer, har også level 3 piruetter i programmet. Anna-flora Colmor Jepsen, GKF, tager sølvmedaljen med 76,88 point og et friløb, hvor hun startede stærkt ud, men mistede lidt af energien undervejs. Bronzemedaljen gik til Selma Larsen, HSF, der også løber to gode programmer med trippe-dobbelt kombination og godt flow. Selma fik 75,90 point. Rækken bestod af 17 piger, og der er kamp om de første 12-13 pladser.

Rekord og entertainment i de yngste rækker
I de tre yngste rækker så vi også flere gode programmer, og særlig høj entertainment i Springs-rækken af DM’s yngste dreng, Dimitri Steffensen, ASF. Dimitri, som har en høj sværhedsgrad i sit program, lykkedes ikke med de svære kombinationer, men det var forfriskende at se hans energi og gode udstråling på isen, og det skal blive spændende at følge ham fremover.

Debs vinderne

Babeth Hansson-Östergaard, SOS, vinder Debs rækken med to stærke programmer og 79,0 point, og med 29,71 point i det korte program sætter hun også ny, dansk rekord. Emilie Juel Jensen, OSK, bliver nr. to og Diana Tolkach, HKF, nr. 3. Springs-rækken blev vundet af Fie Egan Magnussen, HKF, der især gjorde sig bemærket med gode piruetter. Hun blev fulgt af to SKK-piger på præmieskammelen: Ella Ellgaard Soneff og Jula Rottwitt.

 

 

Så fås de ikke sødere – vinderne i Cubs-rækken

Alle holder vejret når Cubs-pigerne går på isen. Men det var virkelig ikke nødvendigt i år. Det eneste negative var, at der var alt for få af dem. Kun 5 piger i Cubs-rækken er ikke meget at bygge på de kommende år, så vi må appellere til trænerne og klubberne om at få de mange, små piger videre til Cubs-rækken. Vi ved, de er der, for vi ser mange gode løbere i FunSkate. De fem piger mestrer allerede dobbeltspring og har et højt, teknisk niveau i forhold til deres alder. Energibomben, Lilia Zhou Yu, ASF, bjergtog publikum med sin høje fart og stærke udstråling, som gav hende sin første Ungdomsmedalje i guld.

Solodans
Niveauet indenfor solodans stiger i de ældste rækker, og vi har nogle virkelig stærke løbere med meget interessante programmer. Især i junior damer var det spændende med tre stærke RSK-dansere, der kæmpede om guldet. Sara Buch-Weeke, RSK, vandt med 109,55 point, med Caroline Sauer Eilsø på anden pladsen med 108,69 point. Amalie Salvie Dahl Hansen blev nr. 3 med 90,07 point.

Solodans Junior Damer

I senior herrer underholdt Rafael Marc Drozd Musil, RSK, med stor musikalitet i sine programmer, som han blev belønnet med 122,62 point for og en guldmedalje.

Charlotte Martinova Jensen, RSK, vinder i Advanced Novice, mens Nicole Romanova Jensen, RSK, tager sølvet. I intermediate Novice går guldet til Alma Hjulmand Olsen, RSK, mens Marie Jacobsen, ESK, der skøjtede sin første konkurrence efter FunSkate, fik guldmedaljen i Basic Novice.

Alle resultater

 

 

Af Mariann Vasbo

Relaterede Indlæg

Junior VM blev en hård nyser

  De danske deltagere ved årets Junior VM den 2.-8. marts i Tallinn, Estland, var Maia Sørensen, som deltog i sit 2. Junior VM, samt det dansk-canadiske isdanse par, Sara Buch-Weeke og Nicolas Woodcock, der bare har dannet par godt et års tid. Og derfor var forventningerne til de to entries også vidt forskellige. Maia […]

Så starter Junior VM

          Denne uge afvikles årets Junior VM i Kunstskøjteløb i Tallinn, hvor Danmark deltager med tre løbere. I år er der ekstraordinært fokus på deltagernes helbred, og ISU har iværksat adskillige tiltag for at holde Covid-19 udenfor området. Således tager de helt bogstaveligt temperaturen på alle løbere og officials hver eneste […]

Maia scorer bronze i Tallin

  Som optakt til Junior VM i næste uge har Maia Sørensen deltaget ved Tallink Hotels Cup i Tallin, hvor hun leverede to virkelige gode programmer, som hun meget fortjent fik gode point for i rækken med ialt 19 deltagere fra 20 nationer. Dermed kunne Maia tage bronze medaljen med hjem til Danmark, ligesom hun […]

Navigation