Catharina Victoria Petersen opnåede de sidste tekniske pointkrav for at kvalificere sig til Junior VM ved Halloween Cup i Budapest i sidste weekend.

I sidste sæson opnåede Maia Sørensen også de tekniske pointkrav til Junior VM, som for Junior Damer er 23 point i det korte program og 38 point i friløbet. Vi er derfor i den situation, at Eliteudvalget kan udtage en af de to dygtige, unge junior damer til Junior VM i Tallinn den 2.-8. marts 2020.

Kriterierne for udvælgelsen er, at løberne i denne sæson skal have deltaget i DM + to junior konkurrencer fra ISU’s liste; 2 senior konkurrencer fra ISU’s lister; en junior + en senior konkurrence fra ISU’s liste eller en junior grand prix + en junior konkurrence fra ISU’s liste.

Derudover vurderes den enkelte løbers form, indsats, stabilitet og fremgang i indeværende sæson, samt når flere løbere er kvalificerede, medtages højeste pointgennemsnit fra DM samt fra en konkurrence fra ISU’s liste.

For at give vores kvalificerede løbere de bedste muligheder vil udtagelsen ske umiddelbart efter The Nordics den 6.-9. februar 2020.

 

For Junior Drenge er de tekniske pointkrav 23 point i det korte program og 42 point i friløbet.

 

 

Af Mariann Vasbo
Opdateret 1.11.2019