Elena Rigas var flyvende ved EM i Inline Speedskating. Hun tog hele 5 EM-medaljer og var overlegen i flere løb. Det sidste løb var marathon løbet. Her startede junior pigerne, og tempoet i løbet var hele vejen i underkanten af hvad der var godt for Elena. Alle kunne følge med og ingen blev trætte nok under løbet, hvilket Danmark ellers havde regnet med. Elena forsøgte at stikke af nogle gange, men feltet fulgte med. I opløbssvinget havde hun god fart på til spurten, men blev skubbet ud af kurs af en hollænder, og spurten blev ikke den hun havde håbet på. Det rakte alligevel til en bronzemedalje med en håndsbredde til sølv og guld.
Hos junior drengene var det Oliver Lindenskov der tegnede løbet. Han stak af med en hollænder og helt frem til 8 omgange før mål var afstanden stor nok til, at det var muligt at nå i mål uden at blive hentet af feltet. Desværre faldt hollænderen af. Oliver forsøgte at holde forspringet alene, men ligesom i cykelløb er det en svær opgave, og feltet hentede Oliver. Han forsøgte endnu et udbrud og blev igen hentet. Samme skete for Stefan i senior rækken. Han gik tidligt i udbrud med 5 andre, men blev hentet midt i løbet, prøvede igen og blev endnu engang hentet. Det er den slags taktik der kræver styrke, udholdenhed og personligt mod, og som kan ende i en topplacering når omstændighederne falder godt sammen.
Juniorløber Philip og seniorløber Mikkel holdt sig til feltet og kom hjem i en 8. og 10. plads, hvor Oliver og Stefan blev nr. Dagen før druknede banen bogstavelig talt i regn og torden og både 10.000 meter udskillelse og stafet blev udsat til samme dag som marathon løbet. Mikkel Højer kørte et fantastisk flot løb. Klogt og sikkert kørt endte han på en 7. plads, hvilket er den bedste danske senior-herre placering i mange år. Oliver kørte dygtigt og meget hårdt som hjælperytter for Philip, som i dette løb fik en 8. plads. I stafetten kørte junior drengene sig til en 6. plads.
Samlet for EM blev det til 3 guld, 1 sølv og 1 bronze til Elena og flere top 10 placeringer for drengene Mikkel, Stefan, Oliver og Philip. Derudover to 6. pladser i stafet. Det må siges at være det bedste resultatmæssige år for Danmark nogensinde.
Om baggrunden for succesen siger landstræner Jesper Carlson: ‘Det at have to sæsoner betyder øget motivation til at træne. Da næste mål kun er få måneder væk, er der altid en grund til at træne. Det skaber i sidste ende flere træningstimer, mere konkurrence og større erfaring hos udøverne. De sidste år har det skabt en konstant positiv udvikling i takt med at udøverne bliver bedre til at skifte fra is til inline og omvendt, men også at træningen er blevet forbedret i forhold til at skulle præstere vinter og sommer, frem for kun sommer.’
De bedste Inline løbere deler træningstiden mellem speed skating på inline og på is i det DIF-støttede projekt, som DSU kører sammen med Dansk Rulleskøjte Union. Hvad det betyder for løbernes konkurrenter, når de kommer tilbage på isen, er svært at spå om. Men der er ingen tvivl om, at de alle er i super form og højt motiverede, når de træder i isskøjterne om en måneds tid.