Den anden weekend i april afviklede vi en forårs samling i Vojens’ flotte skøjtearena. Her var 26 glade skøjtebørn og unge, Danskate-løbere og 13 inviterede M-løbere, som alle nød godt af en masse træning på og udenfor isen.

TSK Michael Tyllesen i snak med Dimitii

Instruktørerne var russiske Ludmila Svirepa og Dimitrii Lapshin, der havde to løbere med på hhv. 12 og 14 år, Liana og Violetta. Pigerne var utroligt dygtige. Ludmila var tidligere træner for Vojens’ cheftræner Nikolay Yatsenko, og derigennem skabtes kontakten til begge trænere, der var inviteret til Vojens af VSK til Påske-camp, hvorfor DSU også indgik en aftale med dem om weekendens elitesamling.

Dimitri havde været med Iceshow i 6 år, hvilket var tydeligt at se på hans udstråling og præsentation, og han stod bl.a. for  ”modern danse” i den tørlagte træningshal, hvor der var plads til at slå sig løs. Dimitrii var en ren sprællemand, og til trods for at løberne forsøgte at følge ham, var det svært at følge alle hans bevægelser. På isen underviste han i skating skills. Her var ikke kun store buer på isen, men hele kroppen var med i flotte strækninger. Det kunne være skønt at se noget af det i næste sæsons programmer. Ludmila underviste i spring og piruetter, som de små russiske løbere demonstrerede, samt i work out på gulv.

 

Natalee, 11 år, fra TSK var med som gæsteløber og skrev efterfølgende:

Jeg vil gerne fremhæve både off ice og is træning som noget specielt, fordi det gav god inspiration til normal træning hjemme i klubben. 1000 tak fordi jeg har fået lov at være med.

 

Modern dance på isen

 

Desværre skulle der spilles ishockey kampe i løbet af weekenden, hvilket tog noget af istiden. Og for at udfylde den optimalt havde vi inviteret en teknisk specialist, Marina Kielmann, til at fortælle både løbere, trænere og forældre om kunsten at sætte navn og værdi på de udførte elementer. Der blev lejlighed til selv at prøve at kalde elementerne, hvilket ikke var så let, men gav god forståelse for vores komplicerede bedømmelses system.

Det var som altid, en fornøjelse at komme til Vojens. Eliteudvalget sender en stor tak til Malene Iskov og hendes team for værtskabet.

Glade skøjteløbere i Vojens

 

Tekst og foto af Ingelise Blangsted