Nykårede danske mestre i Herning

I weekenden blev Pernille Sørensen, SKK, og Keiran Araza, GSF, danske mestre i det veloplagte og fint pyntede Herning Isstadion. Klubben havde lagt et stort stykke arbejde i et super fint og veltilrettelagt arrangement, der var med til at få den gode stemning frem i den så kendte kolde skøjtehal, og der var stor opbakning fra publikumsrækkerne.

Det blev til nye danske mestre i både dame- og herrerækken. Keiran Araza, GSF, der især denne sæson imponerer med stor udvikling, blev ny dansk mester. Keiran, hvis programmer altid er en fornøjelse at iagttage, besidder tillige stor udstråling og musikalitet, og programmerne indeholder nu også de sværere triple spring som Flip og Lutz. Ved DM viste Keiran sig som en værdig dansk mester med en samlet pointsum på 157,06 point, hvilket langt overstiger DIF’s pointkrav på 125 point for at kunne blive udråbt som Dansk Mester.

Den bare 16-årige Pernille Sørensen, SKK, er ny dansk mester i damerækken. Pernille, der netop i ugen op til DM skiftede klub fra OSK til SKK, fik en samlet pointsum på 110,51 point. Pernille gør altid en rigtig god figur på isen med sit kraftfulde løb, og hendes kamp med nogle af triple springene i det frie program fik da heller ikke ødelagt selve indtrykket af den elegante løber. Vi har stor respekt for, at Pernille formåede at stille op til DM med en helt ny træner, og alligevel løbe to solide programmer, der var mere end nok til at klare DIF’s mesterskabs krav på 95 point.

En af konkurrencens største oplevelser og bedste resultat stod senior isdanserne Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen for. Parret, der til daglig træner i Montreal, men i Danmark repræsenterer RSIK, har gennemgået en utrolig udvikling det sidste år. De gennemførte begge programmer så godt som fejlfrit og modtog høje komponentscorer på mellem 7 og 8, samt +GOE på alle elementer. Parret fik en samlet pointscore på 157, hvilket placerer dem rent pointmæssigt blandt de 20 bedste i verden.

Den bare 11-årige Frederik Alexander Schlüter, HKF, stod for konkurrencens anden større oplevelse. Frederik, der løber i Debs-rækken, viser stor fremgang fra konkurrence til konkurrence. Hans stil og musikalitet er enestående for en dreng i hans alder, og hans pirouetter har høj kvalitet. Frederik modtog guldmedaljen med samlet 75,86 point, hvilket faktisk var hele 10 point mere end drengene i novicerækken.

I junior damer vandt Leonora Colmor Jeppesen, GSF, både det korte og det frie program sikkert foran Emma Andersen, ESK. Leonora, der nu mestrer dobbelt axel og triple salchow, sluttede med 105,83 point mod Emmas 96,98 point. Daniel Tsion, ASF, der både springer højt og løber med god fart, fik guldet i junior herrer med 101,09 point. Daniel, som arbejder på at få springene mere sikre, har nu inkluderet de to første triple spring i sine programmer.

Novice piger blev sikkert vundet af Vanessa Sevidova, SKK, som løber med stor udstråling og musikalitet, behersker nu også dobbelt axel og arbejder ihærdigt på at inkludere det første triple spring. Vanessa fik 81,76 point.

I vores nye gren af sporten, Solodans, deltog en enkelt løber i hver af de fire rækker. Caroline Rygaard, ESK, vandt guldet i Junior Solodans med 65,68 point, hvilket er en stor forbedring fra sidste år.

Mads Larsen fra Herning Skøjteløberforening overtog Dansk Skøjte Unions Facebook side under DM. DSU vil gerne takke Mads for hans store arbejde med at fodre siden med utallige billeder, videoer og små interview.

Alle resultater

Facebook

Relaterede Indlæg

Natascha Lindenskov klarer Junior OL-kravet

Natascha Lindenskov kører Speed Skating i 13-års klassen. Hun bliver først junior i den kommende sæson, men den stærke pige kan allerede nu tidsmæssigt måle sig med kvalifikationskravet til Junior WorldCup. I midten af marts var Natascha i Calgary for at køre 3000 m ved CanAm4l Olympic Oval finale. Her kørte hun  i tiden 4.37,52, […]

Maia leverede overblik ved JVM

Maia Sørensens resultat som nr. 45 ved Junior VM i Zagreb blev ikke helt, som vi havde håbet, men hun viste overblik og har fået sin første erfaring med at konkurrere til et ISU Mesterskab med al den virak, som det medfører.     Maia glædede sig til at løbe sit korte program og havde […]

Ny dansk rekord på 5000 meter til VM All round

  I weekenden repræsenterede Viktor Hald Thorup Danmark til VM All Round i Calgary, Canada. Her kørte Viktor en fornem 5000 meter i tiden 6.18,25, og slår dermed sin egen tidligere danske rekord på distancen. Viktor placerede sig som en flot nummer 9 på 5000 meter, og endte samlet på en 22. plads efter at […]

Sponsor by

 
 
Navigation