DM 2017 med gode overraskelser

Vi vil alle gerne have en overraskelse til jul. For alle os skøjteglade fik vi julens overraskelse i form af en godt koreograferet og udtryksfuld fri dans fra søskendeparret Leonora og Linus Colmor Jepsen, der på fineste vis afrundede de danske mesterskaber i Vojens Skøjtehal søndag eftermiddag.

Leonora og Linus’ fælles gener, kombineret med deres stærke grundløb og gode udtryk, har givet dem et godt afsæt til at skifte spor, og de leverede to programmer på et langt højere niveau end forventet ved deres debut til DM. Parret, der bl.a. leverede svære twizzels og en smuk piruette, vandt både den korte og den fri dans over klubkammeraterne i RSIK, Marine A. C. Bertau / Rafael M. D. Musil, der til dagligt træner i Frankrig. Marine og Rafael har også kun danset sammen i kort tid, men også her er gode takter for fremtiden, og de viste bl.a. et par spektakulære løft i den fri dans.

leonoraoglinusbesk2

Den tyske dommer, Ingrid Charlotte Wolter, var imponeret af de danske solo- og isdansere, hvoraf hun anså flere til at være meget talentfulde. Dog opfordrede hun kraftigt DSU til at få isdanse parrene sammensat i en yngre alder, så vi bedre vil kunne få fuldt udbytte af deres talenter.

Den nye danske mester blev Emma Frida Andersen, ESK. Emma opnåede samlet 101,73 point, og kom derfor over de magiske 95 point, man skal have som minimum for at må kalde sig dansk mester. Efter at have ligget på anden pladsen efter det korte program, gik Emma stålsat på isen til friløbet, hvor hun gennemførte et stærkt friløb til musikken fra Game of Thrones med nogle super dobbelt Axler. Emma var selv meget glad efter det lange program og følte sig meget tryg ved at have sin nye træner, Igor Tsion, med ved sin side. Sølvet gik til Emma Louise Jensen, FSF, og bronze til klubkammeraten Malene Andersen.

emmaandersenbesk

De tre junior herrer var en anden af de gode oplevelser i Vojens. De har en stor fighter vilje alle tre, og kæmper for medaljerne. Daniel Tsion, FSF, tog igen guldet med 123,33 point og med adskillige triple spring i programmet og stærke piruetter. Sølvet gik til klubkammeraten, Nikolaj Mølgaard Pedersen, med 112,90 point. Nikolaj udstråler en stor glæde til skøjteløbet og det er bemærkelsesværdigt at vidne hans konstante fremgang på alle områder. Linus Colmor Jepsen, GSF, lå på anden pladsen efter det korte program, hvor han bl.a. leverede en triple Salchow – dobbelt Tåloop kombination. Springene var ikke alle helt på plads i det frie program, som dog igen blev overstrålet af hans evne til at komme langt ud over rampen i sin præsentation – og Linus fik bronzemedaljen til dagens samling.

Også Josephine Kærsgaard og Cecilie Kongsbak Dreier, begge FSF, der sikkert tog guldet og sølvet i Junior Damer er værd at fremhæve. Josephine, der netop er blevet udtaget til at repræsentere Danmark ved European Youth Olympic Festival, leveret et flot, samlet friløb med gode kombinationer, trin og piruetter. Bronzen gik til Jane Iskov, VSK, der var hårdt presset af at alle hendes efterskole kammerater overværede hendes løb, holdt til presset og leverede bl.a. et godt triple Salchow forsøg. I den stærke Novice række brillerede Maia Sørensen, HI, igen og tog suverænt guldet med 88.90 point. Sølvet gik til GKF’s Louise Vestergaard med 71,17 point og bronze til Annika Skibby, TSK, med 69,64 point.

Vojens og Rødovre står i spidsen for solodans og isdans, men det blev Lærke Danielsen, VSK, der tog guldet i Advanced Novice rækken. Lærke viste på fineste vis i sit friløb, hvor solodansen adskiller sig fra sololøbet, hvor hun dansede med en ynde og lethed, og samtidig udstrålede sin glæde til skøjteløbets grundform.

laerkedanielsenbesk

Det var en glad formand for Dansk Skøjte Union, der kunne takke Vojens Skøjteklub for et velgennemført arrangement, og vi kan gøre en smule regnskab. Vi havde flere rigtig gode præstationer, også i de yngre rækker er der mange rigtig gode programmer, som giver os troen på, at vi også i fremtiden vil have løbere med højt teknisk niveau. Alle løberne viser høj moral og kæmper for deres programmer, og de er fine ambassadører for dansk skøjtesport. Tak for jeres indsats i den daglige træning. Vi glæder os til at se jer til Friløbskonkurrencen.

Fotos: Vojens Skøjteklub

 

Relaterede Indlæg

WorldCup Finalen – slutningen på en lang sæson

Speed Skaterne sluttede OL-sæsonen af i weekenden med World Cup Finalen i Minsk, hvor både Elena Rigas og Viktor Hald Thorup havde kvalificeret sig gennem årets World Cup stævner. Viktor havde sat sig for en strategi om et tidligt udbrud, men det gik ikke helt, som han havde ønsket det. Alligevel bliver Viktor en flot […]

Sammenholdets konkurrence

I weekenden samledes 238 skøjteløbere til Friløbskonkurrencen i Herning Isstadion, hvor klubben stod klar med en velorganiseret konkurrence. Friløbskonkurrencen er sæsonens sidste konkurrence for Dansk Skøjte Union, og har altid været den konkurrence, hvor klubberne stillede med flest løbere, fordi konkurrencen er landsdækkende og for alle rækker. Den adskiller sig også ved, at det kun […]

Flotte bronzemedaljer til The Nordics

  Det meste af teamet ankom onsdag til det kolde Rovaniemi i det nordlige Finland, hvor der desværre var udfordringer med at få anvist de værelser, vi havde købt hjemmefra. Desuden var det et stort kompleks, så der blev brugt tid på at finde rundt i de mange bygninger. Torsdag gik det løs både med […]

Navigation