Fra skøjteløb til skøjtesport
Oprindelig brugtes skøjter som transportmiddel, når frosten lukkede søer, hav og vandløb til om vinteren. I løbet af middelalderen afløstes benskøjterne af metalskøjter. Fra da af blev skøjteløb også en populær folkeforlystelse svarende til det “offentlige skøjteløb” i nutidens skøjtehaller. Udviklingen af skøjteløb til skøjtesport skete i løbet af 1800-tallet og tog herhjemme fart efter amerikaneren Jackson Haines’ demonstration af kunstløbets og den nye skøjteklinges muligheder i vinteren 1865-66. Det førte til stiftelsen af de første danske skøjteklubber: i 1869 Kjøbenhavns Skøjteløberforening (KSF) , i 1870 af Frederiksberg Skøjteløberforening (FSF) og senere Skøjteløberforeningen af 1876.

Dansk Skøjte Union 1912
Dansk Skøjte Union oprettedes den 19. december 1912. Stifterne var de tre københavnske klubber. Anledningen synes at have været ønsker fra Dansk Idræts-Forbund (oprettet 1896) om fremover at bestå af specialforbund for de enkelte idrætsgrene og ikke som hidtil af flere hundrede enkeltklubber fra mange forskellige idrætsgrene. Med den nye union fik skøjtesporten nu sit eget fællesorgan til ikke bare at repræsentere dens klubber i Dansk Idræts-Forbund og den Internationale Skøjte Union (oprettet 1892), men også til at fastsætte regler for konkurrencer og mærkeprøver, godkende dommere, arrangere Danmarksmesterskaber og virke for udbredelsen af skøjtesporten i almindelighed. Som Unionens første formand valgtes Jørgen Møller, som forblev på posten helt indtil 1941.

Tre årtier med begrænset aktivitet
Så længe man ikke havde kunstfrosne skøjtebaner, var Unionens og klubbernes aktivitet helt og aldeles afhængig af vejrguderne. At afholde Danmarksmesterskaber og andre konkurrencer krævede, at søer og vandløb var frosset til i tilstrækkeligt mange dage til, at løberne kunne nå at træne og mesterskaberne afvikles. Af den slags vintre var der i årene fra 1912-1939 sølle fem (5!). I Unionens første tre årtier lykkedes det derfor kun at afholde DM i 1912, 1917, 1922, 1924, 1929 – i 1930-rne slet ingen. Men der var is nok til, at nye klubber og skøjtebaner kom til, og der blev holdt mærkeprøver og afholdt opvisninger. I 1922 kunne Unionen endda sende årets Danmarksmester frk. Krayenbühl til årets Verdensmesterskaber som den første danske deltager nogensinde. Og i 1930-rne havde vi først Esther Bornstein, senere Per Cock-Clausen med som deltagere ved EM og VM.

1940’ernes og 1950’ernes gode skøjtevintre
En stribe af lange, strenge vintre i 1940-rne gav skøjtesporten det længe ventede skub fremad. Der kunne nu nogenlunde regelmæssigt afholdes Danmarksmesterskaber.
Konkurrencerne omfattede både sololøb, parløb og hurtigløb. Hos herrerne grundlagde Per Cock-Clausen sin legendariske status som ubesejret Danmarksmester i over to årtier, årene 1940-1963, og som vor første OL-deltager, 1947 og 1952 . Hos damerne vekslede DM-titlen i 1940’erne og 1950’erne mellem Esther Kolni og Eva Meistrup. I parløb gjorde igennem 25 år fra 1940 især Alf Refer og Harry Meistrup sig bemærket. Refer vandt DM ialt ni gange, de seks med Ayoe Bardram. Meistrup vandt fem gange, tre gange med Inger Weitzmann og to med med Eva Meistrup. Antallet af klubber voksede i løbet af de første år af 1940’erne til 20. Heriblandt så man nu også flere jyske klubber. Den 25. oktober 1942 sluttede de sig sammen i Jydsk Skøjte Union, – et initiativ, som sjællænderne var mere end 20 år om at følge op på med dannelsen af Sjællands Skøjte Union den 11. dcember 1963.

Hurtigløberne havde i årene 1941-1956 deres storhedsperiode med navne som Erik Hviid, Niels Heilmann og – især – Kurt Stille. Kurt Stille blev Danmarksmester to gange i 1950-rne og deltog i OL 1960 og 1964 med pæne resultater. Efter hans sidste DM i 1956 har der ikke været afholdt Danmarksmesterskaber i hurtigløb, og antallet af løbere er svundet ind til under en snes.

DSU har haft følgende formænd:

1912-1941 Jørgen Møller
1941-1945 Poul v.d. Hude
1945-1967 Sv. Palle Sørensen
1967-1970 Aksel Madsen
1970-1988 Finn Olsen
1988-1994 Leif Petersen
1994-1995 Poul Fuglsang
1995-1997 Kurt Poulsen
1997-2002 Ingelise Blangsted
2002-2006 Mariann Vasbo
2006-2009 Thomas Allan Nielsen
2009-2012 Jonna Andersen
2012-2013 Wivian Hedegaard
2013-         Ingelise Blangsted

Så kom de endelig – skøjtehallerne
Med opførelsen af 11 skøjtehaller på otte år, – seks i Jylland, fem i Københavnsområdet, – indledtes en ny tidsalder for dansk skøjtesport. Først var Esbjerg og Østerbro. De åbnede med en måneds mellemrum ved udgangen af 1959. Året derpå fulgte Gladsaxe efter. I dag har vi 15 skøjtehaller i Danmark.

1960’erne og 1970’erne blev en aktiv opbygningsfase for sporten i de nye lovende rammer. Nye klubber oprettedes. Løberne kunne nu træne hele vinterhalvåret, med faste ugentlige timer på isen. Der afholdtes sommerkurser. Der ansattes professionelle trænere. Danmarksmesterskaber kunne nu uafhængigt af vejret afholdes hvert eneste år – i den week-end, der var planlagt.

For DSU betød det øget organisatorisk aktivitet. I 1963 oprettede Unionen kontor sammen med Ishockeyunionen, senere – i 1973 – eget kontor med egen ansat sekretær. I 1967 påbegyndtes udgivelsen af Unionens blad Skøjtesport. Da Sv. Palle Sørensen i 1967 afsluttede sin 22 år lange formandsperiode, var det intet mindre end et kvantespring i skøjtesportens historie, han havde været med til at formidle.

Sportsligt medførte det et generationsskifte og en betydelig højnelse af niveauet ved de danske konkurrencer. I 1964 måtte den nu 51-årige Cock-Clausen endelig afgive DM-titlen til Arne Hoffmann, som med et enkelt års undtagelse beholdt den til og med 1970. I 1970-rne slog især John Ferdinandsen og Flemmings Søderquist tonen an hos herrerne, men i årene omkring 1980 stod man faktisk uden markante talenter hos herrerne til at følge udviklingen op. Hos damerne domineredes billedet af Marianne Bæk og Jette Vad, i 1970-rne af Kirsten Frikke og Jeanette Mingon.

Imidlertid: Var det end en imponerende sportslig udvikling, der var sket i de første to årtier med kunstis, manglede der endnu det sidste for at nå international elitestandard. Helt op til begyndelsen af 1980-rne beslaglagdes sidstepladserne ved EM og VM således fortsat af danske løbere.

Internationalt gennembrud
Det blev den unge, dynamiske Finn Olsen, valgt som ny DSU-formand i 1970, der kom til at afstikke kursen for løftet op til internationalt niveau.

Først lykkedes det at få tildelt, og med succes gennemføre, arrangementet af EM 1975, senere VM 1982, EM 1986 og EM 1994. Alle gange i Brøndbyhallen ved København. Ikke bare gjorde det Danmark til en respekteret partner i det internationale skøjtefællesskab. Det økonomiske afkast af anstrengelserne lagde også grunden for den træningsindsats, der krævedes, hvis den hjemlige elite skulle komme videre internationalt.

Man måtte se i øjnene, at betingelserne herfor ikke var til stede med den almindelige klubtræning herhjemme. I slutningen af 1970-rne satsede Unionen derfor på økonomisk at støtte udvalgte eliteløberes træningsophold ved førende træningscentre i udlandet. Men der var samtidig enighed om, at der måtte gøres en indsats for at etablere tilsvarende betingelser herhjemme. Målet blev derfor det dobbelte: (1) at få ansat en landstræner, (2) at skabe et træningscentertilbud herhjemme for eliten.

I 1983 oprettede Unionen i overensstemelse hermed et Team Danmark støttet træningscenter i Gladsaxe. Her kunne udvalgte skøjtetalenter træne 24-32 timer på isen om ugen, under en landstræners vejledning. Havde de brug for det, kunne 6-8 af dem bo under familiemæssige forhold i en villa nærved skøjtehallen, som Unionen erhvervede til formålet. Og skolegangen kunne klares på de nærliggende skoler.

Det internationle gennembrud lod ikke vente længe på sig. Vendepunktet blev Lars Dreslers præstation ved EM ’86 i København, hvor han blev nr 12 (af 23), – det fornemste internationale resultat nogen dansk skøjteløber indtil da havde opnået. Ved OL ’88 blev han nr. 14 (af 28), – igen det hidtil bedste ved et OL.

Da Finn Olsen efter 18 år på formandsposten i 1988 overlod tøjlerne til nye kræfter, blev han med rette hyldet for at have skabt grundlaget for dansk skøjtesports internationale gennembrud.

Den internationale succes fortsatte da også i de følgende år. Først med Henrik Walentin og Anisette Torp-Lind (syvdobbelt Danmarksmester), der ved OL’92 blev henholdsvis nr. 22 og nr. 15. Dernæst videre helt op i verdenseliten med Michael Tyllesen. Fire gange opnåede han i 1990-rne placering blandt de 10 bedste ved EM, heriblandt nr. 6 i 1993, ved OL 1994 blev han nr. 13 og ved OL 1998 nr. 9. Ingen dansk skøjteløber havde nogensinde præsteret bedre. I år 2000, hans sidste deltagerår, suppleredes han på fornemste vis af Mikkeline Kierkgaard. Som debuttant ved EM og VM glimrede hun det år med placeringer som henholdsvis nr. 7 og 11. Året efter blev hun nr. 14 ved VM, hvorefter hendes deltagelse i internationale mesterskaber ophørte.

VM 2001 blev et foreløbigt slutpunkt for et par årtiers bemærkelsesværdig dansk markering ved internationale skøjtemesterskaber. I årene siden har Dansk Skøjte Union ikke rådet over løbere med kvalifikationer til deltagelse i EM, VM eller OL.

Nye skøjte- og konkurrencetilbud
Udviklingen af det internationale eliteniveau – hvor bl.a. antallet af rotationer i springene tilægges en stadig større betydning – har kraftigt indsnævret antallet af skøjteløbere med mulighed for at deltage i internationale mesterskaber. Skal skøjtesporten overleve i et lille land som Danmark, har der derfor som supplement til det klassiske sololøb måttet udvikles alternativer, der appellerer til og fastholder bredden. Siden 1990-erne har der med henblik herpå været gjort en stor indsats for at udvikle nye tilbud for det brede flertal af løbere i klubberne, som er glade for at løbe på skøjter, men ikke har potentiale til at nå toppen i sololøbets krævende konkurrencer.

Et sådant alternativ er formationsløb, som der blev afholdt Danmarksmesterskaber i i årene 1990-99 (hvert år vundet af Herlev-klubbens hold). Udover som konkurrencesport fungerer formationsløbet også som en tiltrækkende klub- og showaktivitet. Også isdans er blevet genoptaget af klubber, der råder over trænere med kendskab til denne elegante disciplin. Isdans var meget populær herhjemme i 1960-erne og ’70-erne. I årene 1964-73 var det en fast del af Danmarksmesterskaberne, de sidste 6 år med Vivi & Kurt Poulsen som mestre og deltagere i internationale mesterskaber. Nu har vi igen isdansepar i enkelte klubber. I 1999 kunne der for første gang igen afholdes Danmarksmesterskaber i isdans, og i stigende omfang deltager nu også unge isdansepar i internationale konkurrencer. – Endelig har i de seneste år også artistiske konkurrencer, showkonkurrencer og andre nye discipliner vundet frem som alternativer til det atletisk krævende solokunstløb.

Nyt årtusind, nye udfordringer
På trods af den imponerende internationale succes op igennem 1990-erne, blev det stadig mere klart, at der måtte tænkes nyt, hvis den vundne position skulle fastholdes efter år 2000. Tilgangen af nye skøjteløbere i klubberne var vigende. udviklingen af kvalificerede talenter til afløsning af den eksisterende elite var beskeden. Og med ophør af væsentlige tilskud og andre indtægter måtte DSU’s økonomiske indsats for både elite og bredde beskæres kraftigt. Op igennem 90-erne måtte der i klubberne og DSU nytænkning og omstillinger til for at tilpasse sig de ændrede vilkår og klare det nye århundredes udfordringer.

Af økonomiske grunde måtte således allerede i 1990 det nationale Træningscenter for eliteløbere nedlægges. Landstræneren overgik herefter til at virke som konsulent for elitetræningen ude i klubberne og arrangere regionale og nationale træningssamlinger for topløberne. Op igennem årtiet strammedes imidlertid DSU’s økonomiske muligheder for støtte til eliteudviklingen endnu mere. I 1997 blev det nødvendigt at nedlægge landstrænerstillingen. I stedet ansattes, med reduceret timetal, en sportskoordinator, senere sportschef, hvis funktioner i 2004 ydermere opdeltes på to deltidskonsulenter, den ene for udvikling af eliten, den anden for bredden. Udviklingen af den nationale elite er således igen en basal opgave for de enkelte klubber og deres trænere.

For at ruste sig til de nye udfordringer gennemførtes ved århundredskiftet også en gennemgribende fornyelse af DSU’s organisation. Fornyelsen indebar en omfattede modernisering af organisationstrukturen – med udvikling af effektive handleorganer og kommunikationsnetværk. Desuden formulering af klare mål for sportens udvikling under de givne omstændigheder. Og endelig udarbejdelse af realistiske strategier for virkeliggørelse af målene på kort og langt sigt.

Resultaterne af klubbernes og DSU’s indsats for fornyelse udeblev ikke. De bredere aktivitets- og konkurrencetilbud fastholder i langt højere grad de løbere i sporten, der ikke opfylder betingelserne for at komme på klubbens elitehold. Den faldende kurve for medlemstallet er vendt til fremgang, så det samlede antal klubløbere nu igen er nået op omkring 2000. Øget, målrettet elitesatsning i klubberne, dygtige klubtrænere, konsulentbistand fra DSU og regionale og nationale træningssamlinger m.v. har fremmet væksten af en ny og lovende national elite, der i stigende grad også deltager i internationale konkurrencer. Tilsammen giver det positive forventninger om, at dansk skøjtesport i de kommende år vil fortsætte med at udvikle sig til en populær sport med et bredt net af aktivitetstilbud tilpasset løbernes forskellige ønsker og talenter – og med en national elite, der vil kunne gøre sig gældende på internationalt konkurrence- og mesterskabsniveau.

Navigation