Når man første gang indtager en frossen sø eller en skøjtehal med et par skøjter på, oplever man typisk en sjov, komisk glæde over at være på glatis. Her gælder ingen gængse regler for naturlig bevægelse. Lynhurtigt er man oppe i fart – og lynhurtigt er man nede på alle fire. De som gør mere ud af det lærer hurtigt, at det er muligt både at dreje og stoppe og endda løbe baglæns. Men de færreste opnår den rigtige glæde ved at løbe på skøjter. Glæden der opstår, når man selv er herre over bevægelserne – og ikke omvendt. Man skal lære rigtigt at løbe på skøjter for optimalt at kunne nyde gliddet, farten, balancen og de særlige bevægelser, der Kendetegner denne sport.

Det kan du lære i en skøjteklub, og du behøver ikke have ambitioner om at blive skøjteprinsesse eller –prins for at dyrke sporten. Klubberne har hold for alle aldre og niveauer. Få andre sportsgrene udvikler i samme grad som skøjteløb styrke, smidighed, kropskontrol og hurtighed – kombineret med god balance og koordinationsevne. Færdigheder som kan bruges i mange andre sammenhænge.

Hvordan foregår undervisningen?
I alle skøjtehaller findes en skøjteklub, der er parat med råd og vejledning – og med den første prøvetime. Undervisningen foregår i grupper, hvor der trænes med andre på samme niveau. Derfor vil der altid være et passende
hold og niveau at starte på i sæsonen, der oftest starter 1. september. Børn helt ned til 3-4 års alderen kan lære at
stå på skøjter. De bliver hurtigt fortrolige med det nye element og har som regel en hjælpende hånd på isen i starten.
De fleste klubber tilbyder hold for begyndere, øvede, konkurrence løbere, drenge, showlystne, is dansere og motionister.

Hvad med udstyret?
Det kræver ikke meget udstyr at begynde til skøjteløb. Som begynder kan man med fordel leje et par skøjter i klubben, og så er et par vanter obligatoriske på isen. Det er nødvendigt med varmt tøj med god bevægelsesfrihed, da skøjtehallen er kold, når man ikke bevæger sig meget. Vi anbefaler begyndere at bruge en hjelm på isen, indtil de mest basale færdigheder og balancen er opnået.

Er det farligt?
Nej, vi ser forholdsvis få skader i skøjteløb, som jo ikke er en kontaktsport. Naturligvis kan fald ikke undgås, og derfor lærer de mindste også at falde og rejse sig korrekte, som noget af det første. Alvorligere skader som brud på arme eller ben er sjældne, fordi man glider i faldet.

 

Skøjteglæde
Karakteriset af en stærk fornemmelse af fart, frihed og beherskelse af skøjtens skær. 

Alsidighed
Karakteriseret ved fysisk styrke og kropsbeherskelse, musisk og kunstnerisk udfoldelse
samt kreative færdigheder og æstetisk udtryk.
Nærhed
Karakteriseret ved at man kommer tæt på hinanden,  fordi skøjtesporten er en lille sport i Danmark.

 

 

 

Navigation