FunSkate – Konkurrencer for begyndere i alle aldre

Når man begynder til skøjteløb, tager det kun ganske kort tid, før man kan komme til sin første konkurrence – FunSkate. FunSkate konkurrencer er for begyndere til let øvede, og man skal blot have bestået sit første klubmærke, for at kunne deltage.

Klubmærkerne 1 til 7 tager man løbende i undervisningen på skøjteskolen, og de er ofte med til at definere, hvilken gruppe man træner sammen med på isen. Og de indikerer altså også, hvor langt man er rent teknisk med sit skøjteløb.

FunSkate konkurrencer foregår i en mere afslappet stemning end Dansk Skøjte Unions øvrige konkurrencer. Fx er man mange på isen på samme tid til en FunSkate konkurrence, hvor man til M- og K- konkurrencer er alene på isen. Desuden foregår bedømmelsen efter et stjerne-system, der er lettere at forstå for de mindre børn.

I FunSkate kan man stille op i 3 forskellige grupper:

FunSkate Element
Løberne er inddelt i grupper efter niveau og alder, og på isen udføres forskellige elementer, der er kendt af løberen fra træningen. Isen er inddelt i tre dele, hvor der er op 6 løbere på af gangen. Elementerne er forskellige afhængig af hvilket niveau løberen er på.

FunSkate Free
Løberen er alene på isen og skal løbe et individuelt program til et udvalgt stykke musik. Klubben kan vælge at bruge samme program og musik til alle klubbens FunSkate løbere, men løberne må også have hver deres musik. Man skal have bestået klubmærke 4, før man er kan stille op i FunSkate Free.

FunSkate Show
Løberne er på isen i grupper med minimum 6 løbere pr. show. Der er få begrænsninger i denne gruppe, og i bedømmelsen fokuseres der meget på, hvilket show der bliver leveret.

FunSkate Dance
Løberen er alene på isen og skal løbe et individuelt program til musik. Samme program og musik kan benyttes af alle klubbens løbere, men løberne må også have hver deres musik. I FunSkate Dance er der ingen spring i programmet, og programmet er rettet mod interesse for isdans og/eller solodans. Man skal have bestået klubmærke 4, før man er kan stille op i FunSkate Dance. OBS – Første konkurrence i denne disciplin er ved FunSkate Finalen i marts 2016.

Kom og se en FunSkate konkurrence. Der er god stemning i hallen og det er helt gratis. Oversigt over konkurrencer

Navigation