Kunstskøjteløb udvikledes i 1800-tallet af skøjteløbere, der havde lyst til at lave noget mere krævende end bare at løbe rundt på isen, lege tagfat eller prøve, hvem der var hurtigst. De ville også gerne kunne lave ”kunster” på isen. Perfekte cirkler, ottetaller, forlæns og baglæns krydsløb, ”flyver” på et ben, pirouetter, forskellige slags spring - og hvad de ellers kunne finde på. Her i Danmark var de i 1860-rne blevet så mange, at de samlede sig i de første skøjteklubber og arrangerede konkurrencer med hinanden. Og kunstskøjteløb som sport bestående af bestemte elementer bredte sig hurtigt så meget, at de første officielle Europamesterskaber kunne afholdes i 1891, VM i 1896, OL i 1908 - og DM i 1909.
Fælles for kunstskøjteløbets grene er, at de tekniske elementer der indgår, udføres som en dans til musik, når der tale om kunstskøjteløb som konkurrencesport.
Sololøb
Sololøbets elementer Kunstskøjteløbets grundlæggende disciplin er sololøbet. Elementerne er de samme for drenge/mænd og piger/kvinder, og trænes i klubberne på fælles hold. Under hensyn til kønnenes forskellige fysiske præstationsformåen og udtryksform, opdeles solokonkurrencerne imidlertid i rækker for ”damer” og ”herrer” hver for sig.
Sololøbets elementer opdeles i tre kategorier: trin, spring og pirouetter.
Trinnene er et stort udvalg af elegante og opfindsomme måder at glide hen over isen på ved at bruge skøjternes yder- og inderskær, forlæns og baglæns, på et eller to ben. Som eksempler på trin kan nævnes: halv- og helcirkler, slangesving, forlæns og baglæns buer og kryds, ottetaller, valsetrin, tretals-, mohawk- og choctawvendinger, spiral på ét ben med udstrakte arme o. m. a. Trinnene er det grundlæggende element for alt i kunstskøjteløbet og kan i sig selv være en nydelse af udføre eller være tilskuer til, men er også helt afgørende for i et konkurrenceprogram at forbinde de forskellige elementer som spring og pirouetter på hamonisk vis.
Pirouetter foregår ved, at løberen, som en balletdanser, roterer talrige gange rundt om sig selv stående på præcis samme sted. Det kan ske i højt eller roligt tempo, som et-fods eller tofods, med fodskifte fra den ene til den anden fod, som siddepirouette, himmelpirouette, springpirouette, parallelpirouette eller andre variationer.
Spring er teknisk og fysisk den mest krævende del af skøjteløbets elementer. De seneste år har verdenseliten, der i stigende grad behersker fire-dobbelte spring, udviklet det til en helt akrobatisk kunst. Alle skøjteløbere starter tidligt med at lære det enkle skøjtespring, der består af forlæns opspring fra isen på den ene fod, en halv vending et stykke oppe i luften og baglæns ned på den anden fod. Herefter kan man fortsætte til de mere krævende spring med hele vendinger i luften, - en eller flere, alt efter, hvor meget man evner. Springene adskiller sig fra hinanden ved om opspring og landing sker på samme eller forskellig fod, forlæns eller baglæns, med tåspidsen eller hele skøjten som afsæt. Hvert af dem betegnes som følge heraf med sit eget navn. Som nogle af de kendteste kan nævnes Axel Paulsen, Salchow, Lutz, Loop og Tå-Loop, Flip, Walley, Split-Lutz m.m. For at angive antallet af vendinger i luften under springet sættes ordene enkelt, dobbelt, triple og quad (firedobbelt) foran type-navnet, f. eks. dobbelt Salchow eller triple Axel.
Mærkeprøver Ved at bestå klubbernes og DSU’s mærkeprøver kan løberne dokumentere, at de mestrer bestemte elementer og dermed opfylder betingelserne for at deltage i konkurrencer på et vist niveau. DSU’s testsystem omfatter 5 mærkeprøver: færdighedsmærket, lille og stort bronze, sølv og guld. Kravene til de enkelte mærker kan ses i DSUs regelbog og
her på hjemmesiden.
Konkurrencer & Mesterskaber
Gennem vinterhalvåret afvikles der en række konkurrencer for skøjteløbere på alle niveauer, både klubkonkurrencer, regionale og nationale konkurrencer. For de dygtigste løbere er det især de Jydske Mesterskaber, Sjællandsmesterskaberne og Danmarksmesterskaberne, der trækker. Ved disse mesterskaber opdeles deltagerne efter alder og præstationsniveau i rækker for henholdsvis Senior, junior, novice, chisk, cubs, springs og debs. Årets officielle Danmarksmestre er dem, der ved DM opnår første-pladsen i henholdsvis herrernes og damernes seniorrækker. Er der kun en eller to deltagere i rækken, gælder der dog særlige regler for at opnå titlen. I juniorrækken bliver man juniormester. For at deltage i DM, JM og SM skal løberne i senior- og juniorrækkerne mindst have bestået DSU’s sølvmærkeprøve, i novicerækken stort bronze, i begynderrækken lille bronze og minibegyndere færdighedsmærket.
I mesterskabskonkurrencerne, både nationale og internationale, skal hver deltager løbe dels et kort program, dels et friløbsprogram, begge til musik valgt af løberen selv. Det endelige konkurrenceresultat afhænger af den placering, de enkelte løbere opnår i de to programmer tilsammen.
Kortprogrammet. Seniorernes kortprogram er på max. 2,50 min. Programmet udformes af løberen selv, men skal opbygges omkring 8 obligatoriske elementer, heriblandt mindst et dobbelt Axel og et triple spring, en springkombination bestående af 2 spring, der kan være dob., trip eller quad, bestemte pirouetter samt trinserier efter egen komposition. Der må ikke indgå andre end de foreskrevne elementer i programmet, og de må ikke gentages, hvis de mislykkes.
Friløbet. Friløbet er med sin store underholdningsværdi sololøbets dominerende publikummagnet. Det forudsættes for senior herrer at vare 4,30 min, for damerne 4 min. Løberen sammensætter selv, med ganske få begrænsninger i reglerne, de elementer, der skal indgå i programmet. Men det skal passe til den valgte musik, der kan variere fra det stilfærdige og romantiske til det energiske og humørfulde. Ved bedømmelsen vurderes dels sværhedsgraden af de viste elementer og løberens tekniske perfektion i gennemførelsen af dem, dels den kunstneriske kreativitet, harmoni og elegance i præsentationen af det samlede program.
Parløb
Parløb er en disciplin, der består af sololøbets elementer, men udføres af et herre/dame par i symmetrisk og parallelt samløb. De kendte sololøbselementer suppleres af særlige parløbselementer som kastespring, par-pirouetter og forskellige løft. Løbet har været en officiel DM-disciplin siden Skøjteunionens stiftelse i 1912, men reelt kun været repræsenteret ved DM atten gange, sidst i 1965. Det spinkle antal udøvere skyldes nok dels det sparsomme antal mandlige løbere i dansk skøjtesport, men også savnet af et heldigt sammenfald af mænd og kvinder på samme høje præstationsniveau. Ved internationale mesterskaber indgår parløbet som et af de absolutte højdepunkter, der trækker mængder af begejstrede tilskuere og tv-seere til.
Parløbskonkurrencer består ligesom sololøbet af et kortprogram og et friløbsprogram, begge løbet til musik valgt af parret selv. Kortprogrammet er på 2,50 min. og består af otte obligatoriske elementer, herunder to 2 forskellige løft (herren løfter damen op over hovedet), et kastespring, samtidigt solospring, solo- og par-pirouette, dødsspiral, diverse friløbsbevægelser og selvkomponerede trinserier. Friløbet er på 4,30 min. og koreograferes helt frit af parret selv. Programmet forudsættes at indeholde dels et bredt sortiment af sololøbselementer samordnet og i perfekt harmoni med hinanden, dels parløbselementer som løft, kastespring, parpirouetter og dødspiraler samt elegante, kreative trinforløb i varieret tempo og temperament løbet i perfekt samspil med partneren. Programmet skal igennem hele forløbet være præget af harmoni og rytme og udføres i nær sammenhæng med den anvendte musik. Ligesom i sololøbet gives der i både kort- og friløbsdelen karakterer for henholdsvis den tekniske udførelse og den kunstneriske præsentation.